---
title: "Forårskoncerter"
description: "Se hvor du kan høre musikskolens elever"
date: "2026-04-15"
created: "2026-04-15"
---

[Hjem](https://fredensborgmusikskole.fredensborg.dk/)

                    [Nyheder](https://fredensborgmusikskole.fredensborg.dk/nyheder)

                [Forårskoncerter](https://fredensborgmusikskole.fredensborg.dk/nyheder/foraarskoncerter)

# Forårskoncerter

                ![](https://fredensborgmusikskole.fredensborg.dk/i/MOLIRIMEDIA/bc3c1ca3-da4f-46ca-91fe-08de9a23d31e?width=800)

## Musikskolen fejrer foråret med koncerter i hele kommunen

Naturen spirer. Blomster dukker frem af jordens mørke. Havemøblerne er kommet frem fra vinterens gemmer. På musikskolen har eleverne fået lyst til at komme ud af øvelokalerne for at dele musikken med os andre. Det sker i år ved hele tre forårskoncerter rundt omkring i kommunen, hvor rigtig mange musikskolelever har meldt sig til at deltage.

Musikskolen holdt i marts måned en ’anderledes uge’, hvor al solo-undervisning blev afløst af workshops med fokus på sammenspil og musikalske fællesskaber. Ønsket var at lade alle vores solo-elever opleve, hvad musikken kan, når den udfoldes i fællesskab med andre. Ugen sluttede med en fælles Musikskoledag lørdag d. 14. marts, hvor næsten 100 elever samledes til en hyggelig dag med fællesaktiviteter og afsluttende koncert. Måske er det netop fokus på sammenspil og fællesskab der har gjort, at Musikskolen i år afvikler hele tre forårskoncerter. I hvert fald er det tydeligt, at der i år er flere elever, som vil optræde for os og hinanden, og programmet præsenterer flere både store grupper og mindre ensembler.

På Kulturstationen i Humlebæk torsdag d. 23.4. vil der være fokus på den rytmiske musik. Vi stiller gear og grej frem og lader Musikskolens to bands JazzCrunch og Jazzy Rocky give smagsprøver på deres repertoire. Derudover vil der bl.a. blive mulighed for at lytte til en mindre gruppe af elever, der går til rytmisk solosang og guitar.

I Rådhuskælderen i Kokkedal tirsdag d. 28.4. er der god plads til de akustiske grupper. Aftenen vil byde på både FUSO – Fredensborg Ungdoms SymfoniOrkester - og det store guitarorkester. Begge ensembler skal efterfølgende optræde ved Musikskoledage i Tivoli. Men vi bliver altså de første til at høre deres bidrag til den store fest i Tivoli. Ved koncerten i Rådhuskælderen kommer også det fine flygel i spil til firhændigt klaver, solostykker og duetter for fløjte og klaver.

Onsdag d. 6.5 spiller vi i Kulturhuset Gl. Bio i Fredensborg. Her er det primært Musikskolens mange klaverelever, som optræder. Der vil både være mulighed for at møde de helt nye klaverelever og elever, som har gået til undervisning i flere år.

De tre koncerter viser hver især musikskolens bredde, hvad angår niveau, genrer og repertoire, og alle er velkomne til at overvære flere koncerter og sammen med Musikskolen fejre det spirende forår.

Kulturstationen, Humlebæk: torsdag d. 23.4. kl. 19

Rådhuskælderen, Kokkedal: tirsdag d. 28.4. kl. 19

Kulturhuset Gl. Bio, Fredensborg: onsdag d. 6.5. kl. 19
