Vi har fået ny cellolærer
Fredensborg Musikskole har fået ny cellolærer!
Vi er så heldige at kunne byde velkommen til Sarvin Asa.
Sarvin er klassisk uddannet cellist fra Det Jyske Musikkonservatorium i Aarhus. Hun har også studeret i Norge og på Scuola di Musica di Fiesole i Italien med særligt fokus på kammermusik og strygekvartet. Hun arbejder internationalt som orkester- og kammermusiker og er desuden aktiv som komponist og improvisator i nutidige og tværæstetiske musikprojekter.
Sarvin fortæller også: Det er vigtigt for mig at tilpasse undervisningen til det enkelte barn, så de føler sig set og støttet ud fra deres egne behov. Jeg kombinerer disciplin og kreativitet, fordi jeg mener, at det er nøglen til god musikundervisning – og det hjælper børn med at udtrykke deres følelser og talent gennem instrumentet. Jeg bruger gerne sjove, pædagogiske lege og lægger vægt på at skabe fællesskab i cello-gruppen gennem fælles aktiviteter.
For mig er musikken både et personligt udtryk og en måde at skabe forbindelse mellem mennesker. Den giver mig mulighed for at udforske og dele følelser, og den åbner for kreativitet og fællesskab på tværs af kulturer og kunstarter.
Sarvin underviser soloelever på både Kokkedal Skole og Humlebæk Skole - Indskoling, hvor hun også er med på hhv. spireband og musikkarrusel.